Er der komplikationer forbundet ved en operation for slapt maveskind?
En operation for slapt maveskind er en meget almindelig operation, der foretages på mange klienter hvert år, uden at der opstår problemer. Hertil skal dog siges, at der er risiko for komplikationer ved enhver operation og i enkelte tilfælde også ved en operation for slapt maveskind. Der opstår sjældent betændelsestilstande og de er i så fald små. Alvorlige betændelsestilstande, som dog er sjældne, sker oftere hos rygere, meget overvægtige og folk med sukkersyge. Mulighederne for komplikationer kan mindskes væsentligt ved nøje at følge lægens vejledninger både før og efter operationen.
Hvad bør jeg overveje inden jeg får foretaget operation for slapt maveskind?
Det er vigtigt at gøre sig klart, at en operation for slapt maveskind ikke kan erstatte sund kost og motion og at den ikke i sig selv er en slankeoperation. For personer, der lider af fedme, er operationen tillige farlig. Inden du bestemmer dig for en operation, skal du gøre dig dine forventninger og mål med operationen klart og tale med plastikkirurgen om disse. Her skal du tænke på, at selvom operationen i mange tilfælde forbedrer dit udseende og giver dig større selvtillid, giver den dig ikke et perfekt udseende. Hvis du har brug for at tabe dig, er det rigtige at vente med operationen indtil idealvægten for operationen er nået. Dette gælder også, hvis du tænker på at få børn indenfor de næste par år. Kvinder og mænd i forholdsvis god form, men som ikke kan blive et slapt maveskind kvit til trods for sund kost og fysiske aktiviteter, har gode forudsætninger for en operation på maveskindet.
Hvordan forbereder jeg mig til operationen?
Ved forundersøgelsen er det meget vigtigt, åbent og ærligt at tale med plastikkirurgen om dine forventninger til en operation. Du skal bl.a. oplyse ham om forhold, som er vigtige for operationen, såsom rygning og hvilken medicin og kosttilskud du indtager. Plastikkirurgen vil ligeledes informere dig ærligt om dine muligheder og eventuelle komplikationer. Han vil ligeledes informere dig om, hvordan du bedst kan forberede dig m.h.t. kost, alkohol og rygning. Hvis du ryger, rådes du til at holde en pause i det mindste i seks uger før og to til tre uger efter operationen. Det tilrådes ikke at tage solbad og ej heller være på slankekur lige før en operation. Begge dele kan have indflydelse på dine muligheder for et hurtigt og naturligt helingsforløb. Hvis du får influenza eller feber lige inden operation, må denne udsættes, til du er rask. Det tilrådes, at du får et familiemedlem eller en ven til at hente og følge dig hjem efter operationen. Ligeledes at du har hjælp hjemme i nogle dage efter operationen. Der skal før operationen anskaffes et særligt mavebælte og plastikkirurgen giver dig nærmere information herom.
Hvor forgår operationen?
Operationen foregår på Sankt Josef hospital i Hafnarfjöður (Havnefjord) og sædvanligvis er man indlagt i to døgn efter operationen.
Skal jeg i fuld bedøvelse?
En operation for slapt maveskind foregår i fuld bedøvelse. Anæstesilæger holder dig sovende under hele operationen . Anæstesiteknologien har de senere år gjort store fremskridt og er i dag sikrere, man vågner hurtigere og der er mindre risiko for opkast bagefter.
Hvad sker der under operationen?
I langt de fleste tilfælde laver plastikkirurgen et langt snit fra det ene hofteben i en lige linie lige over kønshårene til det andet hofteben. Ligeledes laver han et snit rundt om navlen for at kunne løfte denne fra omliggende væv. Dernæst skiller plastikkirurgen huden fra det underliggende væv helt op til ribbenene og løfter huden op, så han kan se mavemusklerne. Mavemusklerne strammes lidt op, hvis det er nødvendigt og til sidst sys såret sammen. Denne del af operationen gør maven fladere og taljen mindre. Dernæst er den for megen hud fjernet og huden strammet ned imod operationssåret. Der laves en ny åbning til navlen og den placeres, hvor det ser naturligt ud. Til sidst syes sårene sammen og gaze og forbinding sættes på. Ved mindre operationer fjernes kun huden nedenfor navlen. I de tilfælde er operationsåret mindre og der er intet snit omkring navlen.
Hvor lang tid tager operationen?
Det kan variere, hvor lang tid en operation for slapt maveskind tager, alt efter omfanget af operationen, men i det store og hele tager operationen 2 ½ til 4 timer. Små operationer tager 1 ½ til 2 timer. Du er under opsyn under opvågningen, som tager en til tre timer, hvorefter du flyttes til en sygestue.
Hvordan har jeg det lige efter operationen?
Din mave vil være hævet i nogle dage efter operationen og du vil have smerter og ubehag. Smerterne kan holdes nede med receptpligtig smertestillende medicin, som du får af plastikkirurgen. Plastikkirurgen vil vejlede dig om, hvordan du skal forholde dig til dagligdags ting som brusebad og vask, medens du har forbindinger på sårene og ligeledes, hvornår der skal skiftes forbindinger. Det er vigtigt, at du begynder at røre dig og gå omkring så hurtigt som muligt, også selvom du ikke kan gå oprejst de første dage. I de fleste tilfælde sys operationssåret med en tråd, der forsvinder af sig selv bortset fra omkring navlen. Forbindingen skiftes, når du udskrives, sædvanligvis to døgn efter operationen. Plastikkirurgen vil følge op på dig tre til seks dage efter udskrivelsen og stingene tages 10 til 12 dage efter operationen. Plastikkirurgen vil følge dig et stykke tid herefter.
Hvor lang tid tager helingsprocessen?
En operation for slapt maveskind er en omfangsrig operation og det tager uger, hvis ikke måneder, at blive rask. Hvis du har et godt helbred og tillige er i god fysik form, med stærke mavemuskler, går helingsprocessen hurtigere. Det er ikke ualmindeligt, at man begynder på arbejde igen efter to til tre uger. Plastikkirurgen vil vejlede dig om øvelser, som vil fremskynde helingsprocessen. Sårene vil være synlige og hævede i fem til seks uger og kan endda udvide sig lidt. Efter nogle måneder blegner de, men forsvinder aldrig helt.
Hvilke forventninger bør jeg have til et ændret udseende?
Resultatet af en operation for slapt maveskind, især hvis du har slappe mavemuskler og megen løs hud, er oftest virkeligt godt. Hvis du følger plastikkirurgens vejledning m.h.t. øvelser og kost vil resultatet vare længe. Hvis dine forventninger før en operation er realistiske og du mener, du kan leve med tilbageværende ar er der stor sandsynlighed for, at du vil være tilfreds med resultater.